Menu

Bibelstudier

27
maj
2023

9. Vildledende markedsføring

Studietekster

Hent studie 9 som pdf

Åb 17

Jer 29,1-9

Dan 3,1-7

Oversigt

”Klik ikke på linket!“ er de fleste i dag bekendt med. Spam og vildledende markedsføring er alt sammen noget, der er skabt for at opsluge vores penge eller tid.

I kampen mellem det onde og det gode, mellem reelle tilbud og spam, kan vi enten blive offeret eller vinderen. Åbenbaringens Bog 17 opruller skræmmende billeder, og det er let at gå matematisk til værks for at sætte fortolkning på alle enkeltdele. Men i samtale med andre bliver det let ord mod ord og ingen fælles forståelse.

Hvordan kan vi bedre forstå, hvordan Gud viser sig som den ægte, den sande, den trofaste, den som har armen rundt om dig, selv om du ikke forstår hele verden? Det er udfordringen i denne uge.

 Hvorfor fanges vi i falsk markedsføring?

De billeder, Johannes ser, virker skræmmende på ham. Her er der noget, som er så modsat den Gud, han kender, men alligevel er der et menneskehav, der fanges af de gode tilbud. Hvad er egentlig de store temaer i Åbenbaringens Bog 17? Hvilke ord og udtryk kan du sætte ring rundt om, som viser forskellen på Guds budskab og den falske markedsføring? Hvad giver håb og inspiration midt i de grusomme scenarier? Hvad er det i os, der gør, at vi ofte tiltales af det, som glitrer? Er det rigtigt at antage, at alt, som fremtræder lystbetonet og tiltalende, så må være af det onde?

Landfaste troende eller nomader

Babylon fremkaldte minder om fangenskab for Israels folk. Her skulle de tilbringe en stor del af livet. Hvorfor kunne de ikke bare leve som nomader uden at tage stilling til den kultur, de levede i? Hvad var det overraskende budskab til dem, og hvilke praktiske paralleller kan vi bruge i dag? Hvor meget tager vi del i samfundet omkring os? Hvorfor bruge tid på andet end kirken og troen?

Det handler om tilbedelse

I Daniels Bog ser vi, at Babylon var stedet, hvor troskab mod Gud blev sat på prøve. Vores verden er ikke optaget af tilbedelse og trospunkter. Der er fokus på forbrugskultur – på trods af klimaødelæggelse, egoisme og kapitalisme, vækst og velstand, udnyttelse af ressourcer og skæv fordeling. Har dette noget med Åbenbaringens Babylon at gøre?

Kommentarer til studieteksterne

Åb 17 | Skræmmende billeder

I kapitel 12 flygtede kvinden fra dragen, før det syvhovedede udyr ankom. Her i kapitel 17 rider hun på dyret. Eller er det den samme kvinde? Har Åbenbaringens Bog virkelig forudset, hvordan kristendommen gik fra at være en 300 år gammel ikke-voldelig bevægelse til at alliere sig med ”jordens konger“ og blive en voldelig magtfaktor i Europa? Hvilke synder og kræfter beskriver billederne i Åbenbaringens Bog 17 egentlig? Er rigdom og magt mildere fristelser end svigt og hor?

Jer 29,1-9 | Lokalt kulturarbejde

De falske profeter prædikede, at løsningen var lige om hjørnet, og at hjemrejsen var nært forestående. Jeremias bad dem derimod om at overveje profetien om, at der ville gå 70 år. Mens de var i eksil og ventede på frelse, var opgaven at acceptere Guds tidsplan og være en velsignelse lokalt. Dette var i tråd med den store plan, som Gud havde givet Abraham i 1 Mos 12,1-3. Guds folk skulle være en velsignelse – i sidste ende for hele verden. Tænker vi også sådan om ventetiden?

Dan 3,1-7 | Babylon og veje til magt

Nebukadnesar byggede statuen i protest mod profetien om, at Babylon ville blive erstattet som verdensmagt. Han gjorde også noget helt unikt ved selv at tage initiativ til en tilbedelsesceremoni. Dette var normalt præsternes domæne. Men han ville bruge tilbedelse som en erklæring om loyalitet over for ham selv. Og ved at blande tilbedelse og tvang på denne måde, bliver han udgangspunkt for Åbenbaringens advarsel om samme mekanisme. Senere ville Daniel give ham en helt anden vision for at sikre sin stilling: ”Derfor, konge, tag imod mit råd: Hør op med dine synder, og vær retfærdig, hør op med dine overtrædelser, og vær barmhjertig mod de hjælpeløse; så vil du kunne leve længe i tryghed” (Dan 4,24). Er der en legitim måde at udøve religiøs magt på? Kan trossamfund legitimt udøve magt over for deres medlemmer? Er der legitime grunde til, at en nation kan sætte rammer for enkeltpersoners religiøse praksis? På hvilke måder udøvede Jesus magt?

Eftertanke

Hvad synes du, er det vigtigste ved profetierne:

• At opbygge tro og håb, når de går i opfyldelse?

• At forberede dig på, hvad der kan komme?

• At give et glimt af kampen bag kulisserne?

• At opmuntre med budskabet om, at det gode sejrer til sidst?

• At gøre opmærksom på forskellen mellem Satans og Guds metoder?

• At skræmme os til at tilbede Gud?

• Andet?

Refleksjonsspørsmål

 Baggrund for teksten
• Hvad er en af de vigtigste tanker, du tager med dig, i det du har læst?
• Hvilken
hensigt tror du, forfatteren havde med at skrive det?
• Hvem skrev forfatteren til?
Hvem havde forfatteren i tanke?
• Hvad er den
historiske sammenhæng?
• Hvorfor blev teksten taget med i
Bibelen?


Reaktioner på teksten
• Hvilken stemning giver teksten dig (trist, inspireret, glad…)?
• Hvilke
uenigheder kunne man forestille sig hos forskellige læsere?
• Hvad synes du er vanskeligt eller
problematisk i det, du har læst?
• Hvilke ord og udtryk
husker du umiddelbart bedst fra teksten?
• Hvilke vers, ord eller udtryk ville du
understrege?


Hvad kan jeg bruge det til?
• Er er noget, der er vigtigt at fortælle andre, af det du har læst?
• Hvad er mest historisk information, og hvad er
universelle principper?
• Hvis du skulle lave et “
trospunkt” ud af teksten, hvad ville det så være?
• Hvad
fortæller det, du har læst, om, hvem Gud er, og hvad han ønsker?
• Hvilket
budskab tror du dette kan have for dem, der ikke er troende?