Det intense ønske om at være sammen med den, man elsker, er en kraft, der er målrettet og nogle gange stærkere end livsfarlige handlinger. Man behøver ikke være en god person for at anerkende kærligheden som drivkraft. Kærligheden er nedlagt i mennesket fra skabelsen, fordi vi er skabt i Guds billede.
Kærlighed som tema kan danne grundlag for mange samtaler. Skal kærligheden opleves, foregår det derimod i praktiske handlinger og relationer. ”At være sammen“, fysisk, åndeligt eller virtuelt, tilfredsstiller vores trang til at dele med en anden. Det er denne ”væren sammen“, som Gud fandt på i Edens have, der igen en dag skal opfyldes efter mange år på afstand. Guds ihærdige søgen efter at være sammen med os fylder os med længsel og inspiration. Det er det, hele Bibelens fortælling handler om.
Gud er i dag skrevet helt ud af historien om, hvordan alt blev til. Er det en forenkling af argumenterne at se det som ”enten har Gud skabt, eller også har det udviklet sig“? Kan man tro på Gud som skaber, selv om man ikke køber beretningen om en seksdages skabelsesuge? Kan man tro på Guds skaberkraft og alligevel mene, at en del biologisk udvikling finder sted? Er det troværdigt at vælge en holdning, fordi man er bange for konsekvenserne af en anden holdning?
Åbenbaringen beretter om himmelske væsener, der anerkender Gud som skaber og ophav til alt. Er dette et udtryk for videnskabelige fakta, eller ligger der andet til grund? Hvordan er forholdet mellem skabelse og kærlighed i Bibelen? Hvilke bevæggrunde har mennesker, når de skaber noget, og kan vi forstå mere af Gud, hvis vi tænker på denne sammenligning?
Er der forskel på motivationen til at passe på skaberværket, hvis man kun ser det som molekyler og mekanismer eller som noget, der er blevet til i kærlighed? Hvordan kan klimakampen være en del af troens budskab, selv om ødelæggelsen bliver større for hver dag? Hvordan påvirker min relation til Gud den måde, jeg indretter mig i livet i forhold til forbrug og miljø? Skabte Gud alt for vores skyld eller for sin egen skyld? Hvis det var Gud, der havde et ønske, hvordan påvirker det så min respons og relation til Gud?
Som skabelseshistorien fortælles, er manden skabt af jorden og kvinden af manden. I forbandelsen, der følger efter faldet, bliver begge slaver af deres ”jordiske oprindelse“. Kvinden bliver en slave af manden og manden en slave af jorden. Abraham forlod Babylon på Guds kald, men da Israels folk bliver ramt af forbandelserne, bliver de slaver i Babylon (Ezra 9,9). Bibelen synes at sige, at mennesker, der ikke ærer Gud som skaber, bliver slaver af naturkræfter og bliver reduceret til mindre end det, de blev skabt til at være (Rom 1). Rent biologisk forholder det sig sådan, at hvis pandelappen ikke fungerer som den skal (intellektet, fornuften og impulskontrollen), bliver vi slaver af instinkter og impulser. Gud kalder mennesker til at hæve sig over dyriske drifter og følelser og ”den stærkes ret“ og komme til vores ret som ligeværdige mennesker skabt i Guds billede, og til at herske over naturen i et fællesskab, hvor ingen skal undertrykkes, slavebindes eller fratages deres værdighed. Formålet med at tilbede Gud er ikke, at Gud har brug for det, men at vi har brug for det. I tilbedelsen orienterer mennesket sine fornemste ressourcer mod de højeste og ædleste principper, for at være det, de kaldes til at være: Præster og konger over naturen, ikke slaver under den.
Alliancen med slangen fører straks til et brud i forholdet. Anklagerne er afgjort. Ansvaret for egne handlinger overføres til andre. Men læg også mærke til, at Gud kommer for at være sammen med de to mennesker, som han plejer. Det er ikke sandt, at Gud ikke kan holde ud at se synd. Eller at syndige mennesker ikke kan tåle Guds nærvær. Gud kommer i kærlighed til sine børn og håber, de vil være sammen med ham. Det er dem, der gemmer sig i skam og frygt.
Når alt kommer til alt, handler det om kærlighed. Elsk Gud og din næste. Hvad er det egentlig, Jesus spørger om? Der er to muligheder:
Elsker du mig mere, end du elsker de andre? Elsker du mig mere, end de andre gør?
Det er den sidstnævnte betydning, Jesus spørger om her. I nogle engelske oversættelser er det tydeligt, og tyskerne er heller ikke i tvivl. Men hvad var Jesu pointe med dette forhør, mens hele gruppen af disciple lyttede? Hvorfor skulle Peter elske Jesus mere, end de andre gjorde? Hvad har det med det kald at gøre, som Jesus giver ham? Kan det overhovedet sammenlignes?
Mennesket, skabt i Guds billede, var den første ”konge“ – kaldet til at herske over jorden. Jesus er menneskeheden 2.0, der tager over, hvor vi fejler. Nu priser de 24 ældste Gud for at have taget magten som konge. I pagtens ark lå lovens tavler. I centrum af loven finder vi sabbatsbuddet, som handler om at ære Gud som skaber. Pagtens ark bliver synlig, netop idet de himmelske væsener udtaler dom over dem, der har ødelagt Guds skaberværk – jorden. Er det tilfældigt?
Hvad skal der egentlig til, for at du bliver forelsket i nogen? Hvordan sker det, når det handler om Gud? I hvor høj grad taler vi om følelser, og hvor meget handler det om valg? Gør det dig til et bedre menneske at tilbede Gud som skaber?
Baggrund for teksten
• Hvad er en af de vigtigste tanker, du tager med dig, i det du har læst?
• Hvilken hensigt tror du, forfatteren havde med at skrive det?
• Hvem skrev forfatteren til? Hvem havde forfatteren i tanke?
• Hvad er den historiske sammenhæng?
• Hvorfor blev teksten taget med i Bibelen?
Reaktioner på teksten
• Hvilken stemning giver teksten dig (trist, inspireret, glad…)?
• Hvilke uenigheder kunne man forestille sig hos forskellige læsere?
• Hvad synes du er vanskeligt eller problematisk i det, du har læst?
• Hvilke ord og udtryk husker du umiddelbart bedst fra teksten?
• Hvilke vers, ord eller udtryk ville du understrege?
Hvad kan jeg bruge det til?
• Er er noget, der er vigtigt at fortælle andre, af det du har læst?
• Hvad er mest historisk information, og hvad er universelle principper?
• Hvis du skulle lave et “trospunkt” ud af teksten, hvad ville det så være?
• Hvad fortæller det, du har læst, om, hvem Gud er, og hvad han ønsker?
• Hvilket budskab tror du dette kan have for dem, der ikke er troende?

Har du lyst til at se en gudstjeneste i en adventistkirke? Det bedste er at besøge os en lørdag hvor vi samles. Alle er velkommen til at smutte forbi for at se hvordan vi har det. Skulle du ønske at se via live streaming, eller et optag fra en anden gudstjeneste, kan du gå til vores streamingside.
Syvende Dags Adventistkirken
Concordiavej 16
2850 Nærum
Tlf. 4558 7777
Mail [email protected]
CVR nr. 11924913

Syvende Dags Adventistkirken
Concordiavej 16 C
2850 Nærum
+45 4558 7777
CVR: 11924913
Konto: 0890 1069302
Webmaster: Jan-Gunnar Wold
Velkommen til den officielle hjemmeside for Syvende Dags Adventistkirken i Danmark. Vi er en verdensomspændende protestantisk frikirke med over 20 mio. medlemmer. Vores lokale menigheder er spredt rundt i hele landet. Adventistkirken er et fællesskab, der deler troen på Jesus Kristus. Vi er optaget af at følge Bibelen som vejleder igennem livet og har valgt at helligholde lørdag som hviledag på samme måde, som Jesus gjorde. Vi opfordrer alle til at tilbede Gud sammen med os på den 7. dag, – lørdag, en festdag for verdens tilblivelse, da Gud skabte.
Vi håber, at du kommer til at lære os og det vi står for lidt bedre at kende ved at kigge rundt på vores sider.
